Flaskebarn, og hvad så?

Mit lille flaskebarn <3

Da jeg læste Momster-blogger Lines opslag tænkte jeg, at jeg også ville komme med min historie om at have et flaskebarn.

På dag 5, efter Vilja blev født, fik vi besøg af sundhedsplejersken. Under hendes besøg synes jeg at jeg begyndte at få feber, samt havde spændinger i det ene bryst. ALLE røde lamper inde i mit hoved lyste, for det her var symptomer på brystbetændelse, en hver ammendes helt store skræk. For at gøre en lang historie rigtig kort så kom jeg først på oxytocin-næsespray og senere antibiotika, havde høj feber i en uges tid og i det hele taget gik amningen helt i hundene imens. Det var et helvede, rent ud sagt!

Da jeg var blevet rask igen, og ikke havde feber forsøgte jeg, med hjælp fra min super dygtige sundhedsplejerske, at få amningen op at stå igen. Det betød amning, modermælkserstatning på lille kop, udpumpning, amning, erstatning, udpumpning… Det var tough for både mig, Vilja og ikke mindst resten af min familie som nærmest ikke havde en mor eller kone de dage det stod på.  Desuden spiste Vilja ikke så meget når hun blev ammet. Hun hyggesuttede og spiste derved heller ikke nok. Hun tabte sig over 500 g indtil vi besluttede at flasken ville være den bedste løsning for os. En rigtig hård beslutning, men den helt rigtige kan vi se nu. Så nu er Vilja flaskebarn og har været det siden hun ca. var 1 måned gammel. Nu har hun fået store runde kinder og masser af folder på arme og ben. Halleluja!

Men uha, “flaskebarn”… Jeg har hørt om så mange som bliver shamet, set ned på, fået bebrejdende blikke og spørgsmål om hvorfor man da ikke ammer nu det nu er det bedste ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Jeg ved ikke om jeg har været heldig, eller om det nogle gange er oppe i vores eget hoved at vi skammer os, eller om mor-mafiaen bare ikke har fået kløerne i mig endnu. Måske er det en blanding. Min sundhedsplejerske har sagt, at hun også synes at flaske var en rigtig gode ide og at det 100% var op til mig hvad jeg ville. Alle i min familie har støttet mig og bakket mig op, og faktisk har særligt den ældre generation kommet med kommentaren “at det vigtigste er jo bare at Vilja får noget at spise”. Ingen i min mødregruppe har kommenteret noget (og der er jeg den eneste som giver flaske). Jeg føler mig en smule heldig, men samtidig kan jeg også mærke skammen komme snigende når man finder flaskerne frem i selskaber hvor folk ikke kender mig – men jeg fejer skammen væk og ved at jeg gør det rigtige. At jeg kun har fået positiv respons har givet mig mod til ikke at undskylde for at jeg giver flaske, for det var det rigtige for os, og ingen skal sige at vi ikke kæmpede for amningen, for det gjorde vi virkelig. 

Min råd til alle mødre derude er at stol på dig selv og gør hvad der er bedst for dit barn og dig, fej skammen væk og gør det rigtige for jer. Kører amningen upåklageligt? Så er det skønt! Giver du flaske? Så er det skønt! Ingen mødre skal føle sig som dårlige mødre, mindre værd eller være kede af det, fordi du gør hvad der er bedst for dit børn! Og så skal vi huske at støtte vores med-mødre derude og ikke gøre deres valg til et dårligere valg end dit, hvad end det nu er. Vi skal rumme os alle sammen, og alle vores forskelligheder!

Skriv et svar